Min kusine, Pia, som jeg kommer meget sammen med, har i mere end 15 år været lærer på en skole her i byen. Efter sin uddannelse på seminariet blev hun ansat på den pågældende skole, og der har hun haft sit arbejde lige siden, og i stort set hele den periode har hun været meget glad for sit job.
Selv har hun ofte fortalt om, at hun elsker kontakten med børnene, og hun har også den opfattelse, at netop hendes job er meget afvekslende. På seminariet valgte hun blandt sport og idræt som et af sine linjefag, og derfor får hun hver dag et pusterum fra det rent teoretiske, når hun underviser i det fag.
Men Pia er løbet ind i et problem. For et halvt års tid siden begyndte hun at føle sig stresset og fik de sædvanlige fysiske symptomer på stress. Situationen udviklede sig hurtigt til en egentlig depression, og Pia var nødt til at sygemelde sig.
Hendes mand bakkede hende meget op og foreslog, at hun skulle tage orlov fra skolen for at sikre, at hun kom helt over sin sygdom. Han var også inde på tanken om, at hun måske burde finde en helt anden levevej, men det afviste Pia kategorisk. Hun kunne slet ikke forestille sig noget som helst andet end at være pædagog, så et arbejde i et helt andet fag ville hun ikke en gang overveje.
Pia fik noget medicin mod sin depression, men hun syntes ikke selv, at det hjalp overhovedet, så hun opgav ret hurtigt at tage den medicin. Det kan jeg huske, at både hendes mand og jeg bebrejdede hende, for hun havde ikke givet det tid nok til at konstatere, om medicinen hjalp.
Men Pia var stædig, og hun har nu også altid haft den indstilling, at det i nogen grad er at forgifte kroppen, når man tager medicin, så hun lagde sine piller helt på hylden. Jeg foreslog hende, at hun måske skulle prøve med psykologi ( mere info: http://www.studentum.dk/soeg/psykologi ), for en dygtig psykolog kan måske godt gøre en indsats mod sådan en depression.
Det ville Pia så tage under overvejelse, men endnu mens hun var sygemeldt, traf hun en helt anden beslutning. Hun tog imod sin mands råd om at tage orlov og være væk fra undervisningen i en længere periode. Men hun ville ikke bare gå passivt rundt og ynke sig selv, som hun sagde. I stedet ville hun bruge orloven til at videreuddanne sig på en eller anden måde.
Pia har vist altid gået rundt med en lederfigur i maven, og hun har flere gang sagt noget om, at hun da godt kunne forestille sig at ende som skoleinspektør en dag. Det var efter al sandsynlighed den ide, der fik hende til at gå i gang med en MBA uddannelse ( udvalgt på nettet hos finduddannelse.dk) , som i høj grad vil være kompetencegivende i forbindelse med hendes mulighed for en gang at søge en stilling som skoleinspektør.
Videreuddannelsen ser ud til at gavne Pia, for hendes depression er i hvert fald lettet meget på det seneste.
