Kan man leve af det, spurgte jeg Henning, som er en af mine venner fra ungdomsårene, og som jeg mødte forleden dag, da jeg havde et ærinde inde i Aarhus midtby. Han havde lige fortalt mig, at han efter at have haft det samme dødkedelige arbejde på en fabrik i snart 15 år havde valgt at tage springet og forsøge at leve af sin hobby.

Og det var en lidt speciel hobby, må jeg sige, for Henning fortalte, at han gennem mange har muntret sig med at være tryllekunstner til børn ved en lang række lejligheder. Hidtil har jeg aldrig forlangt noget for min ulejlighed, men for et lille års tid siden valgte jeg altså at stoppe med arbejdet på fabrikken og slå mig ned som tryllekunstner, som folk så kan hyre mig til, fortalte Henning.

[kkstarratings]

Det lød i mine ører måske ikke som den mest indbringende beskæftigelse, man kan tænke sig, men Henning fortalte, at han efterhånden var ganske godt tilfreds med udkommet af sine anstrengelser, for han har fået flere og flere opgaver, så han nu tjener mindst det samme, som han kunne ved at arbejde på fabrikken.

Men det kræver også en del tid til forberedelser, fortalte han, for sådan en flok unger er faktisk et temmelig kritisk publikum. Som tryllekunstner skal man i hvert fald ikke sjuske med noget, for børn er meget vågne og får straks øje på det, hvis det er synligt, hvordan man for eksempel får en lille bamse til at forsvinde sporløst under showet.

Dertil kommer, at der fra tid til anden kommer specielle ønsker til indholdet i mit show. For eksempel er jeg også begyndt at optræde som ballonklovn for børn, men det har faktisk også kostet mig meget tid at lære at binde de oppustede balloner i forskellige former og farver sammen, så de ligner et eller andet – typisk en hund eller et andet dyr.

Den slags skal jo også leveres med en god portion elegance, fortsatte Henning. Men den side af min optræden som ballonklovn har nok været noget af det letteste at træne mig op til, for det er stort set de samme virkemidler og spøgefulde bemærkninger, som jeg i årevis har været vant til at anvende, når jeg optræder som tryllekunstner.

Hennings fortælling om sit nye arbejde fik mig til at tænke tilbage på den gang, vores egne børn endnu var små, og hvor jeg også fra tid til anden forsøgte mig som tryllekunstner eller klovn for at more dem og måske et par kammerater. Jeg kan godt huske, at det altså ikke er så let en sag, og at det i hvert fald kræver en del øvelse, som jeg så i øvrigt aldrig opnåede at få.

Men jeg er klar over, at god underholdning for børn ikke bare er noget, enhver kan udføre med den ene hånd i lommen – billedligt talt. Jeg har også selv erfaret, at børn kan være et meget kritisk publikum, så jeg kan kun ønske Henning alt muligt held i den branche, han har kastet sig over.