Det var lidt af et tilfælde, da jeg for nogle dage siden fik øje på, at en af byens forretninger med børnetøj havde udstillet nogle forskellige kostumer til børn i et af butikkens vinduer. Jeg kom straks til at tænke på mine to dejlige børnebørn, Mille og Magnus, som så sent som dagen før havde fortalt mig, at de skulle til fastelavnsfest næste mandag i den fritidsklub, som de begge frekventerer efter skole (0. årgang for Milles vedkommende og 1. klasse for Magnus).
Det fik mig til at tænke tilbage til for snart 30 år siden, da mine egne børn var i samme alder som mine børnebørn nu er. Den gang var det lidt småt med pengene, så det var normalt altid noget, jeg selv sad og syede af kasseret tøj, mine unger fik på som fastelavnskostumer.
Og nu er vores datter og svigersøn i en tilsvarende situation. Der er nok ikke lige luft i økonomien til at købe færdigsyede kostumer til ungerne, for selv om de isoleret betragtet ikke er voldsomt dyre, så er det alligevel noget af en udskrivning for et ungt par med små børn. Jeg hjælper dem jo lidt af og til, som man jo gør – og det indbefatter også et tur online i ny og næ for at købe sutsko og den slags. Det gør jeg nu altid her.
Men for mig er der som for de fleste i mormor-alderen kommet mere luft i økonomien, så jeg besluttede mig for at tilbyde Mille og Magnus, at vi kunne tage i byen dagen efter og finde nogle sjove kostumer til deres fastelavnsfest.
Det blev de meget begejstrede for, og det samme blev deres forældre, så jeg drog i byen med de små guldklumper. I børnetøjsforretningen fandt jeg ud af, at der inde i butikken var et langt større udvalg af kostumer, end jeg havde ventet, så jeg lod de to små gå rundt og kigge, så de kunne finde det, de allerhelst ville have på til fastelavn.
Magnus var helt solgt, da han fik øje på et flot tyroler kostume. Det overraskede mig lidt, for jeg havde ventet, at han ville være pirat eller sådan noget meget drengeagtigt, men jeg tror nu nok, at det var den flotte tyrolerhat, han gik mest efter, og han ville nok også gerne have de korte bukser med seler, som faktisk lignede rigtige ”lederhosen”.
Det var lidt vanskeligere med Mille, men vi fandt ud af at sammensætte et kostume til hende af enkelte dele. Hun var meget tiltrukket af et tylskørt i en pink farve, så det skulle hun selvfølgelig have.
Men jeg må indrømme, at jeg protesterede, da hun mente, at et par skrigende grønne, lange strømper ville være det helt rigtige at have på under skørtet. Den går ikke, Mille, sagde jeg til hende, for de to farver passer altså bare ikke sammen.
Heldigvis gav den søde ekspeditrice mig ret i den vurdering, og det overbeviste nok Mille om, at det ikke skulle være de grønne strømper. Ekspeditricen sagde, at de i forretningen havde nogle rigtig smarte, hvide stockings, som hun mente ville passe fint sammen med tylskørtet, og dem kunne Mille også godt lide. Det glædede mig, at Mille på den måde lærte lidt om farvesammensætning.
