Det har bestemt været noget af et stykke arbejde at rydde vores mors hus, efter at hun døde for godt en måned siden. Min søster og jeg har med hjælp fra vores respektive ægtemænd haft temmelig travlt et par weekender i træk med at få sorteret alt hendes indbo, efter at skifteretten gav grønt lys for, at vi kunne gå i gang med det.
Vores far døde for seks år siden, og vores mor har haft en tendens til aldrig at smide noget ud, så hendes hus var nærmest overfyldt med alt muligt, hvoraf noget bare var skrammel, der skulle direkte ud i den affaldscontainer, vi havde lejet til formålet.
Men der var selvfølgelig også en hel del brugbare ting, som min søster og jeg delte mellem os – heldigvis i skøn fordragelighed, da ingen af os vist har tilbøjelighed til grådighed, og det samme gælder vores mænd.
Min mors tøj røg direkte i containeren, for der var ikke noget af det, min søster eller jeg havde lyst til at gå i, selv om størrelsen godt kunne passe os. Hendes smykker delte vi mellem os, og det samme gjaldt hendes pænt store samling af service og bestik.
I hendes skabe stødte vi på nogle små overraskelser, for eksempel flere helt nye komplet sengesæt, der slet ikke var pakket ud. Dem delte vi også mellem os. I et andet skab i soveværelset havde hun gemt en masse ting fra vores fars tid, for hun havde åbenbart ikke kunnet tage sig sammen til at smide noget ud.
For eksempel fandt vi tre gamle, elektriske barbermaskiner, men ingen af vores mænd var interesseret i dem, så de røg også bare ud i containeren. Det gjorde de fleste af hendes møbler også, men der var dog undtagelser. Det gjaldt for eksempel to kontorstole, som vi fandt på et af værelserne. De var så gode som nye, så det ville bestemt have været en skam at smide dem ud, så vi tog en hver.
Køkkenet var en lidt hård omgang at komme igennem, for vores mors skabe var fyldt med køkkengrej af forskellig slags. Men hendes gryder og pander var temmelig gamle, så dem havde vi ikke nogen interesse i. Det var anderledes med hendes pæne udvalg af køkkenmaskiner, for vores mor har altid været glad for at lave mad og især at bage, så hun var velforsynet med diverse maskiner til at lette arbejdet i køkkenet, og nogle af dem var ikke særligt gamle. For eksempel fik jeg da raget en meget lidt brugt røremaskine til mig, og den er jeg virkeligt glad for.
I bryggerset fandt vi en næsten ny støvsuger, hvilket overraskede os en del, for de senere år er de fleste af de indkøb, vores mor har foretaget, rent faktisk blevet gjort af enten min søster eller mig, men ingen af os vidste, at hun for nylig havde købt en ny støvsuger. Den tilbød jeg, at min søster kunne tage, for det er ikke så længe siden, at jeg selv fik en ny støvsuger.