Da min kone og jeg var unge, var vi begge indstillet på at deles om det huslige arbejde, hvilket vi for så vidt fortsat er enige om. Den gang var det lige så tit mig, der puttede tøj i vaskemaskinen og senere flyttede det over i tørretumbleren – eller hængte skjorter og andre sarte ting op på tørresnoren.

Men det fik ende en dag, da jeg ved et uheld var kommet til at lægge en ulden sweater i vaskemaskinen. Det havde den ikke godt af, og stille og roligt overtog min kone arbejdet med at vaske tøj. Men med årene har jeg nu oftere og oftere deltaget i tøjvasken igen.

Men nu er det måske igen slut, for nu har jeg igen begået en fejl. Denne gang er der sket det, at jeg efter en vask har lagt vores store datters ridebukser i tørretumbleren, og de burde have været hængt op på en bøjle i stedet, blev jeg efterfølgende belært om.

Både min kone og vores datter var temmelig hvasse i blikket, da de gjorde mig opmærksom på fejlen, så jeg kunne ikke gøre andet end straks love, at Cecilie nok skulle få et nyt par ridebukser, hvis de gamle havde taget skade.

Det havde de nu ikke, men Cecilie gjorde mig opmærksom på, at hun i høj grad trængte til en ny og god ridehjelm, og så mente hun jo, at når jeg sparede et par nye bukser, så kunne jeg vel i stedet finansiere en ny ridehjelm. Smart nok af hende, tænkte jeg, men vi er faktisk godt tilfredse med, at hun går så meget op i sin ridning, så jeg gav mig og sagde ja til en ny hjelm.

Jeg ved ikke helt, om Cecilie opfattede mig i specielt gavmildt humør, men da vi kom ud til den forretning med rideudstyr, hvor vi har handlet i en årrække, fik hun hurtigt udvalgt en ridehjelm, og så fik hun ellers travlt med at gå rundt i forretningen for at se, om der var noget spændende, hun måske også kunne få mig til at betale.

På et tidspunkt kaldte hun mig hen til sig og viste mig et stort tæppe, som jeg opfattede det som. Hun sagde med et lidt indsmigrende smil, at Tignanello – det hedder hendes hest – faktisk godt kunne trænge til et nyt hestedækken, og da det, hun viste mig, var nedsat temmelig meget i pris, syntes hun, at det ville være direkte smart at få det købt nu, hvor det var så billigt.

OK, sagde jeg, da jeg havde konstateret, at det kun koste lidt over 100 kroner, så vi gik hen til disken for at få betalt vores varer. På disken stod en kasse med sporer, og der var ingen tvivl om, at Cecilie var lige ved at slå mig for sådan et sæt også, men hun sagde dog ikke noget, for det er faktisk ikke så længe siden, at hun fik et nyt sæt sporer, så hun var nok klar over, at det nu var slut med gavmildheden.

Det næste bliver vel, at hun smider sine hjemmesko i vaskemaskinen også – og det dur altså ikke! Jeg har jo købt de bedste hjemmesko, der findes til hende – nemlig dem her.