En af mine bekendte fra vores kortspilklub, Olaf, var på grænsen til at være en smule flov, da han for et lille års tid siden fortalte os, at han havde ladet sig overtale til at stille op til valg til det lokale menighedsråd. Han skynde sig at understrege, at han nok egentlig ikke var så interesseret i sognets kirke, men det kneb gevaldigt i det lille sogn at finde emner til menighedsrådet, så da han trods alt opfatter sig selv som troende, lod han sig altså overtale.

Han fik nu ingen bebrejdende kommentarer fra os andre, men vi har da ikke helt kunnet lade være med at drille ham lidt fra tid til anden. Men omvendt lytter vi også med interesse til, hvad han fortæller om arbejdet i menighedsrådet, for det er der ikke nogen af os andre, der har et særligt kendskab til.

For eksempel fortalte Olaf på vores kortspilaften i sidste uge, at han dagen før havde været til møde i menighedsrådet, fordi rådet skulle tage stilling til en række principielle spørgsmål, som sognets præst havde ønsket afklaret.

Baggrunden var, at der var opstået en eller anden form for uenighed mellem præsten og nogle af de bedemænd, som ofte står for det praktiske i forbindelse med begravelser i kirken. Bedemændene havde foreslået, at når en kiste skal bæres fra kirken efter selve ceremonien, skal den kun bæres ud til den ventende rustvogn af de medlemmer af følget, som havde indvilget i at bære kisten. Herefter skal rustvognen så køre ad de grusbelagte stier til selve gravstedet, hvorefter følget igen kan bære kisten det korte stykke fra rustvognen til graven.

Baggrunden for det forslag var ifølge Olaf, at man ved flere begravelser havde oplevet, at kisten blev båret af personer, der ganske enkelt ikke havde fysik nok til at klare opgaven, og det har i tidens løb afstedkommet nogle uheldige episoder med, at bærerne har måtte sætte kisten ned på jorden.

Det var i første omgang en bestemt begravelsesforretning i sognet, der havde henvendt sig til præsten med problemet, og præsten havde nok været lydhør, men havde på den anden side også den holdning, at hvis de efterladte selv ønskede at bære kisten hele vejen til graven, kunne man ikke tillade sig at forhindre dem i det. Og derfor skulle menighedsrådet træffe en endelig beslutning.

Og som Olaf udtrykte det, så skal det jo ikke være en eller anden tilfældig bedemand, der skal afgøre den slags, for det er netop den type spørgsmål, man har et menighedsråd til at tage stilling til, og det havde menighedsrådet også gjort ved at lade det være op til præsten i det enkelte tilfælde at beslutte, om de efterladte selv måtte bære hele vejen.

For det afgørende er jo, at de efterladte står tilbage med følelsen af, at de har fået taget en rigtig god afsked med deres afdøde kære, og præsten er nok den bedste til at bedømme, om ønsket om at bære kisten hele vejen til graven er virkelig dybtfølt hos de efterladte, mente Olaf. Anderledes forholder det sig jo ved bisættelser, som foregår lidt anderledes.